Weekendens Loppefund

I lørdags var jeg for første gang på Viberup Marked på Amager. Jeg havde håbet, det var lige så godt som Dragør Markedet, hvor jeg virkelig har været heldig igennem årene, men desværre var der ikke helt så mange stader med gamle sager, så udbyttet blev ikke så stort, og flere af de ting, jeg købte, er ikke helt “vintage”, men derfor viser jeg dem nu frem alligevel.

Normalt er det ikke brugte Ikea-ting, jeg går efter på et loppemarked (hvem gør også lige det?), men da jeg fandt to pudebetræk fra Ikea slog jeg til – de er i kraftigt hør, super kvalitet og med bindebånd. Desværre udgik de af deres sortiment for et par år siden, og jeg har ledt efter dem siden – for jeg manglede jo lige et par stykker for at kunne fylde sofaen op.

Så blev det også til to glas-brevpressere i rustbrune farver – Super dejlige 70’er grimme – og jeg er ret vild med dem 🙂

To styks potter fra Ib Laursen – man kan jo altid købe nogle flere planter…

Og – så til det sjoveste – og dyreste – et fint messing askebæger der skulle være fra Queen Mary Cruise Ship – “1. klasse” – det står der i hvert fald på – men fint er det, og så er det ikke så lidt inspireret af Arne Jacobsen’s Stelton Cylinda Line – for jeg går ud fra, han kom først 🙂

Søndag var det så videre til mit nabokvarter, Islands Brygge.

Det marked skuffer til gengæld sjældent – man kan næsten altid finde noget.

Her er så min høst derfra:

Jeg købte to tindåser, hvorpå der står THE og CACAO – faktisk har jeg lige købt en i samme serie, bare meget mindre, hvor der står KARDEMOMME. Måske man skulle begynde at samle?

Tændstiksæske-skjuler i bruneret bronze med lille fugl – lidt mere til samlingen af det brunerede – se tidligere indlæg om samme.

Og lidt mere røgfarvet glas – man må jo være med på noderne.

Så nu pynter nogle af fundene på mit sofabord.

Related posts

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *