DIY blomsterkasse og tyverisikring

Så blev det tid til at opdatere altanen igen.

Denne gang mere af nød end lyst…

Jeg har nemlig flere gange haft “besøg” på min altan, hvorfra diverse ting er blevet stjålet.

Helt galt gik det sidste år, hvor to tyve sprang ind over altanen, videre gennem stuen og ind i soveværelset.

Der fik jeg stjålet pung, taske etc. – alt i mens jeg sad i køkkenet, der vender mod gården og spiste middag med en ven!

Meget voldsom oplevelse!!!

Derfor har jeg været i tænkeboks over vinteren – hvad gør jeg nu?

Skal jeg virkelig til at opsætte et gitter eller hønsenet?

Hvad skulle der til for at føle sig tryg igen i sommerhalvåret, hvor altandøren står åben (dog kun mens jeg er hjemme)?

Men jeg nægter altså at bo bag tremmer og gitre – så stærkt inspireret af mine naboer, der er allerede to, der har en lignende løsning – har jeg bygget en meget stor blomsterkasse – 2,75 meter lang.

Inkl. jord og planter vejer den også omkring 80-90 kilo – så ikke lige sådan at flytte på!

Sådan så altanen ud sidste sommer – Oliventræet med krukke er det sidste, som er blevet stjålet.

Det skete i Påsken i år.

 

– Så i lørdags gik jeg i gang.

Startede i Stark 24/7 – jeps åbent 24 timer – 7 dage om ugen og købte planker, beslag, skruer, affaldssække!

Muren er næsten 30 cm bred, og jeg kunne ikke få så brede trykimprægneret planker, så jeg fik sat to sammen således:

Siderne og endestykker forborede jeg til skruer…

Skruerne er såkaldt varmebehandlet og egner sig godt til udendørs – vil dog ruste lidt – sagde manden i Stark.

Herefter fik kassen en gang med sort kalkmaling – det havde jeg nemlig ret meget af på lager – og med et efterfølgende tykt lag voks, tænker jeg, at kassen er blevet godt vandafvisende…

Kassen blev foret med sorte affaldssække inden jeg hældte pottemuld i og plantede 10 stk. store velduftende lavendler.

Så her er min “nye altan”. Jeg er glad for resultatet og håber, jeg nu kan have mine ting i fred!

Også indefra ser det bedre ud.

Leder da tankerne i retning af Provence?

Der skal dog måske lidt flere hængeplanter op – men så er det jo godt, at “Mit hjem, mit Slot” har stor bolig- og havemesse i Frederiksberg Have fra d. 29. maj til d. 2. juni.

Jeg glæder mig allerede!

Related posts

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *